INDEX

§ 20. Spiller taber point

En spiller taber point, hvis:
a. Bolden i spil rammer jorden to på hinanden følgende gange, inden det lykkes spilleren at returnere den direkte over nettet, undtagen som bestemt i § 24 a. eller c., eller
b. Spilleren returnerer bolden, som er i spil, således at den rammer jorden, fast tilbehør eller en anden genstand uden for linierne, som begrænser modspillerens banehalvdel, undtagen som bestemt i § 24 a. og c., eller
c. Spilleren, selvom han står udenfor banen, flugter bolden uden at ramme modspillerens banehalvdel, eller
d. Spilleren forsætligt bærer eller fanger bolden på sin ketsjer, eller forsætligt rører den med sin ketsjer mere end en gang i udførelsen af et slag, eller
e. Spilleren eller dennes ketsjer (i hånden eller på anden måde), eller noget spilleren er iført eller bærer, berører nettet, netstolper, singlepinde, netwire, netkant eller netbånd, eller jorden på modspillerens banehalvdel på noget tidspunkt, mens bolden er i spil, eller
f. Spilleren flugter bolden, før den har passeret nettet, eller
g. Bolden i spil berører spilleren eller noget, denne er iført eller bærer, undtagen ketsjeren (i dennes hånd eller hænder), eller
h. Spilleren kaster ketsjeren og rammer bolden, eller
i. Spilleren forsætligt og materielt ændrer ketsjerens form under spillet af et point.

Tvivlstilfælde og afgørelser
1. Under udførelsen af en første serv, hvor bolden rammer uden for det rigtige felt, ryger serverens ketsjer ud af hånden på ham og rammer nettet. Taber han pointet ?
Afgørelse: Hvis ketsjeren rører nettet, mens bolden er i spil, mister serveren pointet
2. Under udførelsen af serven ryger serverens ketsjer ud af hånden på serveren og rammer nettet, efter at bolden har ramt jorden uden for banen. Er dette en fejl serv, eller taber spilleren point?
Afgørelse: Dette er en fejl serv, fordi bolden var ude af spil, da ketsjeren ramte nettet.
3. A og B spiller mod C og D. A server til D. C berører nettet, før bolden rammer banen. Der dømmes en fejl, fordi bolden har ramt uden for servefeltet. Har C og D tabt pointet ?
Afgørelse: Dommen "fejl" er ikke korrekt. C og D har allerede tabt pointet, før der dømmes "fejl", fordi C har rørt nettet, mens bolden var i spil (§ 20 e.).
4. Må en spiller hoppe over nettet til modspillernes bane, mens bolden er i spil, og undgå at blive straffet?
Afgørelse: Nej. Spilleren mister pointet (§ 20 e.).
5. A slår bolden lige over nettet, og bolden springer tilbage til A's side. B, som ikke kan nå bolden, kaster sin ketsjer og rammer bolden. Både ketsjer og bold falder over nettet ned på A's bane. A returnerer bolden, men uden for B's bane. Taber eller vinder B pointet?
Afgørelse: B taber pointet (§ 20 e. og h.).
6. En spiller, som står uden for servefeltet, bliver ramt af en servebold, før den rører banen. Taber eller vinder han pointet?
Afgørelse: Spilleren, som bliver ramt, taber pointet (§ 20 g.), undtagen som der er forudsat i § 14 a.
7. En spiller, som står uden for banen, flugter bolden eller griber den med hånden og forlanger at få pointet, idet han hævder, at bolden helt sikkert ville være gået ud af banen.
Afgørelse: Han kan under ingen omstændigheder forlange at få pointet:
1. Hvis han fanger bolden, mister han pointet i henhold til § 20 g.
2. Hvis han flugter bolden og derved laver en fejlreturnering, mister han pointet i henhold til §20 c.
3. Hvis han flugter bolden og derved foretager en korrekt returnering, skal spillet fortsætte.

tilbage  nęste